------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Min idræt med Atrieflimren

Først 3 gode link:

http://www.hjerteflimmer.dk/

https://www.hjerteforeningen.dk/

http://rytmedoktor.dk/

I min beretning taler jeg om operation altså radiofrekvensablation her et link der forklarer hvad det er, dog sov jeg næsten ikke under indgrebene: https://www.youtube.com/watch?v=SZ_uIfj-hIQ

Jeg taler også om DC konvertering (stød i hjertet), et link til dette her: https://www.youtube.com/watch?v=d7ymmR8WuYE

Den 2. juli 2016: Beslutning

Jeg har i dag besluttet, løbende at lave en opdatering på min hjemmeside vedr., at jeg har fået konstateret atrieflimren, med fokus på det, at udøve idræt i hverdagen. Opdateringen af denne side vil jeg lave ca. hver 14 dag. For en ordens skyld, er jeg født 1959.

Jeg vil holde mig helt væk, fra de følelser der følger med i dette forløb af ned og op ture, det har jeg konstateret at der er, ja selv et par af mine kollegaer har fået et” riv-af”. Uanset hvor “tough” man tror man er, så sker der noget, når ens “Tarzan” følelse forsvinder. Men netop fordi det er meget forskelligt fra person til person, vil jeg ikke beskrive og blande følelserne ind i de løbende beretninger.

Vi skal starte den 22. maj 2016, her løb jeg København Marathon efter 25 km, ville kroppen ikke mere, og jeg måtte sætte tempoet gevaldigt ned de sidste 17 km, det tog mig 5.30 time at komme igennem. Jeg tænkte at varmen var årsag til dette, de første 25 km var i snit 180 - 187 i puls, jeg synes det var højt, men som sagt, jeg fandt en forklaring. Den 12. juni 2016 deltog jeg i Xterra i Aarhus, 750 meter svømning, 30 km mountainbike og 10 km løb i kuperet terræn, her var pulsen 187 i snit og for første gang tænkte jeg hmmmm……

Her puls oversigt fra Xterra , de første 20 min er svømning.

Jeg bestilte tid ved lægen og fik en tid den 24. juni 2016. Men før lægebesøget, var det over til Kronborg Ironman 70.3 den 19. juni 2016. Det var sindsyg hårdt, specielt svømningen hvor pulsen hamrede vild derudaf. Men selv her kunne jeg finde en forklaring.

Besøget hos lægen den 24. juni 2016, gav mig så et par svar, uden at jeg vidste helt hvad der var galt med mig, jeg fik dog fat i så meget, at min puls ikke slog rytmisk og at der var risiko for en blodprop. Jeg fik tid på sygehuset den  27. juni 2016. I weekenden der kom, deltog jeg i Gudenå 5,7 km svømning den 25. juni 2016, men denne gang vidste jeg, at mit hjerte ikke var optimalt. Jeg tog den med ro, og fik en god oplevelse ud af det.

Mandag den 27. juni 2016 fik jeg så elektrisk stød, altså en DC-konvertering. 2 dage efter var jeg ude og svømmer 3 km det gik super godt.

Nu var tiden inde til at jeg skulle løbe en 100 km i Thüringen, den 30. juni 2016 pakkede jeg min taske, tog min puls og konstaterede tilbagefald. Dermed ingen tur til Thüringen.

Den 1. juli 2016 fik jeg DC konvertering ,elektrisk stød igen (2 gang).

Jeg blev indstillet til en Radiofrekvensablation, altså en afbrydelse af ledningsbaner i hjertet, samtidig med at jeg blev introduceret i et omfattende medicin vejledning.

I dag den 2. juli 2016, var ude og løbe 9 km, lidt øm i brystet, sikkert efter stødende, mandag og fredag, ellers gik det fint, en god oplevelse, som en normal løbetur, dog med fokus på pulsslag frem for tid. Løbet blev afviklet i mit normale tempo.

Opdatering den 18. juli 2016 opdatering: Ny læring og svære beslutninger

3. juli var jeg ude og cykle 100 km, det gik fint. Men den 4. juli 2016 stod manden med leen klar, jeg cyklede ned for at svømme i Davinde sø, min faste makker Jan kom og vi startede op, planen var lige godt og vel 3 km. Jeg nåede dog højst 500 meter og mærker, det ikke går super, jeg siger til min makker, at jeg nok kun svømmer en runde ca. 800 meter. Jeg lige har spist aftensmad, så jeg tror det er udfordringen. Vi starter op igen, og jeg opdager nu, at mit hjerte pumper meget hårdt, jeg ved nu, jeg har fået tilbagefald, og da jeg ikke kan hvile, bliver det kun værre og værre. Jeg svømmer stille og rolig ind, og får til sidst kontakt til min makker der er 200 meter væk, men nu går det stærkt hos mig, jeg må lyne min våddragt op, det hele trykker. Lad mig sige som det er, der er ingen kontrol mere, jeg bliver bjærget i land af Jan og andre triathleter. Ba-bu-ba-bu ud på sygehuset, og da jeg ikke var bevidstløs, er jeg ikke i tvivl om, at det her var ikke til den sjove side.

På sygehuset blev jeg tjekket igennem, indlagt, og næste dag, den 5. juli 2016, fik jeg min tredje DC-konvertering, altså stød i hjertet. Lægerne siger, at jeg måske skal lade være med at svømme, men selvfølgelig bliver svømningen ikke lagt på hylden. Udfordringen er sikkerhed, men sikkerheden skal selvfølgelig tages meget alvorligt.

6. juli 2016 er jeg ude og svømme i Kerteminde, jeg svømmer stille og rolig og ikke længere ude, end at jeg kan bunde og gå ind, hvis jeg skulle få tilbagefald, svømmeturen går godt. Denne svømmetur var selvfølgelig en mental træning oven på den 4. juli 2016.

7. juli 2016, tager jeg en svær beslutning, da jeg lige har læst bivirkningerne på min nye medicin Cordan 200 mg, som jeg hentede den 6. juli 2016. Jeg tager på sygehuset og taler med en læge, da jeg på en pæn måde siger, at jeg ikke ønsker, at indtage den nye medicin. Han en meget lydhør, der er forståelse, og jeg får en anden medicin. Jeg er slet ikke i tvivl om, at hvis jeg havde beholdt den nye medicin, ville det gå ud over min idræt.

10. juli 2016. Så kan jeg mærke den medicin, som skal sænke min hjerterytme, og hold da op hvor det gør en kæmpe forskel. I går den 9. juli 2016, var jeg ude og løbe, og min puls lå på 120 i snit, mod normalt ca 144, der skulle arbejdes for at holde mig under 6 min.pr km. I dag den 10. juli var jeg ude og svømme, mit niveau ligger normalt på ca 2800 m. på en time, hvor jeg svømmer med overskud, i dag skulle jeg kæmpe for 1000 meter på 30 min. altså en præstationsnedgang med 33%. Min plan var/er egentlig at køre en Ironman i august måned, men det tror jeg er farvel lige pt.

17.juli Jeg har lige gennemført ITUs triathlon i distancen der hedder OL, det er 1500 meter svømning, 40 km cykling og 10 km løb. Op til den 17. juli, har jeg været ude at svømme 3 gange ca 1500 meter, det kræver noget andet, når hjerterytmen reducerer iltoptagelsen. Da jeg svømmede de 1500 meter til stævnet, stoppede jeg ca. halvvejs, jeg synes det var svært at få vejret, jeg fik fat i en hjælper og bad om lige at få lov til at holde fast i surfbrættet, her tog jeg min puls og mærkede, at den var rytmisk og rolig, så hermed kunne jeg konstatere, at jeg havde for meget fart på (selv om den var lav), jeg takkede af ved livredderen og svømmede nu endnu roligere ind, det tog mig 43min at tilbagelægge de 1500 meter. Selve cyklingen og løbet var langsommere end normalt, jeg pressede ikke kroppen for meget, men selv med det, kunne jeg høre på min vejrtrækning, at der blev arbejdet, for at få ilt nok.

Turen i Hamburg, har givet mig et lille lys, til Ironman distancen, så nu er planen, at svømme ca. hver anden dag, for at se om jeg kan forbedre denne disciplin.

Opdatering den 1. august 2016: træning og vægt

19. juli 2016 første tur i havet, en tur på 2000 meter, rolig og stille. Hvis turen til København Ironman skal blive til noget, skal der trænes meget, derfor er beslutningen: ud at svømme hver anden dag og øge distancen, så jeg får en sikkerhed bygget ind i kroppen,samtidig med at jeg vender mig til den lavere iltoptagelse jeg har, på grund af den lavere puls.Ellers tænker jeg, at jeg vil fastholde min normale træning.

20. juli 2016, det ser ud til at jeg tager lidt på i vægt, om det er på grund af den lavere puls eller medicinen ved jeg ikke, fakta er JEG TAGER PÅ. I første omgang tænker jeg, at min glæde ved slik pt. skal erstattes af gode grøntsager. Vi har en familietradition med fredagskage, den bibeholder jeg, der skal trods alt være balance.

1. august 2016, er lige vendt hjem fra svømning, den bedste tur til dato. For første gang føler jeg, at jeg kan svømme igen uden at skulle justere på min hastighed, jeg fandt rytmen fra starten af.

Det lader til, at jeg er ved at vende mig til det faktum, at hjerterytmen bliver holdt nede og at jeg derfor får mindre ilt til kroppen når jeg træner. Men det er og har været hårdt arbejde, jeg bruger ca 8 timer på cykel, 3-4 timer på svømning og 1 - 1,5 timer på løb om ugen, det er næsten det dobbelte af hvad jeg normalt træner, så midt i alt rodet ligger der måske også en fremgang i min form, der er med til at hjælpe til.

Den 9. september skal jeg opereres, så siger det jo pludselig STOP, og træningen skal lægges på hylden i en måned. Operationen er som tidligere nævnt en Radiofrekvensablation, altså en afbrydelse af ledningsbaner i hjertet.

Opdatering den 15. august 2016: Hjertepillernes virkning og regulering af medicin

6. august 2016, efterhånden som jeg træner, tegner der sig et mønster, i den måde som hjertet / kroppen reagerer på hjertepillerne. Pillerne holder min puls kunstig nede, men hver gang jeg starter et træningspas, forsøger hjertet at arbejde som normalt, hvorefter pulsen falder til et andet niveau. Fx ved løb lægger pulsen sig på ca 160 slag de første 4 - 5 min, hvorefter den falder ned til ca.120 slag resten af løbeturen, dog kan jeg ved at øge tempoet få pulsen op på ca.135 slag, men ryger den op på 140 - 150, så skal der arbejdes en del for at få ilt nok.

Jeg kan ikke gennemskue, om kroppen får mere ilt de første 5 min, men hvis det så betyder et fald i ilttilførsel efter de første 5 min, er det værd at huske når jeg svømmer, altså svømmer jeg de første ca.10 min roligere end jeg føler, at jeg kan. På denne måde sikrer jeg mig, at der er styr på overgangen, hvor pulsen falder.

13. august 2016. De sidste 30 dage er det blevet til ca. 54 timers træning og på trods af en lavere puls føler jeg mig i god form og dermed klar til næste weekends Ironman stævne. Jeg var en tur på sygehuset den 12. august, da jeg aftenen før konstaterede flimren i hjertet. Næste dag var det dog gået retur igen, efter et tjek blev min medicin reguleret, da min puls lå under 40 når jeg slappede af, det syntes lægen var lige lavt nok.

Opdatering den 28. august 2016 planen lykkedes

Den 22. august 2016, jeg fik gennemført København Ironman. Lad mig sige det som det er, selvom jeg har trænet meget mere, forberedt mig mere end nogensinde, specielt de sidste 4 uger, så blev det til en meget lang og hård dag, men vigtigst af alt en vidunderlig dag. Pillerne gør, at trætheden kom meget hurtigere end den plejer, specielt den sidste disciplin løb, her kunne jeg mærke, at der ganske enkelt ikke var det samme overskud, ja faktisk da jeg afleverede cyklen, var jeg klar over det. Men da jeg kendte præmissen, blev det også mere acceptabel, jeg skammede mig ikke over, at jeg gik så meget på marathon distancen, tværtom, jeg var stolt over at det kunne lade sig gøre.

27. august 2016 var jeg til Christiansborg Rundt, et 2000 meter Open Water arrangement, det gik fint, jeg prøvede at presse mig, med held. Der hersker ingen tvivl om, at jeg nu ubevidst er begyndt at acceptere min lavere puls. I dag den 28. august var jeg ude at cykle 62 km, fra nu af og frem til operationen er det ren vedligeholdelse af formen. Hvis jeg så har forstået det infomateriale jeg har fået, så må jeg ikke træne i 4 uger, da jeg ved, at det betyder start fra basis igen, bliver det en spændende tid, for i starten er det fortsat med hjertepillerne.

Men lad os se, hvordan det bliver til den tid, da jeg skal opereres den 12. september 2016, og der er en måneds pause, laver jeg først en opdatering med tankerne om genoptræning den 10 oktober.

Opdatering den 11. oktober 2016 “genoptræning”

Den 12. september 2016, var dagen jeg skulle opereres, det viste sig at den 9. september var en undersøgelsesdag.

Derfor blev min cykel pakket, og turen gik til Rügen, hvor jeg gennemførte en ½ Ironman. Her fik jeg dog startet lidt for hurtigt i svømningen, så jeg fik en lille krise efter ca. 300 meter, jeg satte tempoet meget ned og fik styr på det vejrtrækningen igen. Resten af turen gik som forventet, fin cykling og et hårdt løb.

Den 13. september 2016, hjemme efter operationen, under operationen fik jeg min 4. DC-konvertering, altså stød i hjertet. Fakta er, at jeg skal fortsætte med hjertepillerne og det blodfortyndende medicin i de næste 3 måneder. Derfor er beslutningen den, at jeg i genoptræningen skal sigte mod ca. 10 timers træning om ugen, med hovedvægt på cykling og svømning, da det ikke belaster kroppen helt så meget som løb. Derudover har jeg jævnligt bøvl med knæet, så den del skal også medtænkes.

Slutmålet skal nok ligge i det der hedder 6 timer cykling, 3 timer svømning, 1 times løb i snit om ugen.

Hvornår starter træningen op ????? Hvis jeg ser i de papirer jeg har fået, står der en måned, da jeg var ved lægen på sygehuset blev der sagt 14 dage, på en PDF fil fra Aalborg Universitetshospital står der: Undgå fysisk krævende aktiviteter og tunge løft. Du skal undgå fysisk krævende sportsaktiviteter inklusiv cykling i 3-4 dage efter behandlingen. Du skal også undgå tunge løft (på over 4 kg) i cirka 2 dage. Så hvad gør man???? jeg besluttede mig til, at jeg ville vente i ca 14 dage, dog med den mellemvej, at jeg ville lunte 21 km stille og rolig efter en uge. Og derefter i bund og grund mærke / lytte til hvad kroppen sagde.

Den 17.september fik jeg tilbagefald, så efter anvisningerne skal jeg vente i 24 timer inden jeg ringede til sygehuset. Jeg havde planlagt at lunte ca. 21 km den 18. september, jeg holdt mig til planen og det gik fint, selvom jeg havde atrieflimren. Den 19. september 2016 fik jeg så min 5. DC-konvertering, altså stød i hjertet.

Den 27. september 2016. Jeg var ude og løbe ca. 4 km i et normalt tempo, alt gik fint. Måske fordi jeg cykler frem og tilbage på arbejde hver dag ca. 18 km i alt, samtidig med at jeg lavede en halv Ironman den 11. september, luntede 21 km den 18. september, føler jeg ikke, at jeg har haft den voldsomme formnedgang, men jeg er helt med på, at der har været en formnedgang.

Derfor har jeg besluttet mig for at løbe 4 km torsdag den 29. september og 4 km tirsdag den 4. oktober. Jeg havde for lang tid siden tilmeldt mig et løb i Söll, der afvikles over 3 dage fra den 7. til den 9. oktober. Det hedder 10 km - 42 km -23 km, med samlet højdemeter på ca. 3600. Fordi jeg føler mig i bedre form end ventet, tager jeg med. Min plan er at løbe stille og roligt og udgå på de enkelte dage når det bliver for hårdt, groft set tager jeg det som en træningsenhed, da jeg jo har betalt for løbet for lang tid siden. Når det er ovre, lægger jeg en genoptræningsplan, for efter Söll kender jeg mit niveau.

Den 11.oktober 2016, turen til Söll gik fint, jeg løb de 10 km om fredagen, 35 km om lørdagen og 23 km om søndagen.

Mit løb har i flere år været nede på ca. 6 til 10 km om ugen, det skal fastholdes og evt. udbygges. På søndag starter jeg min cykeltræning op igen på ca. 60 km, der så udbygges med 5 % om ugen. Svømningen starter jeg op i første uge i november, med 1500 meter der så udbygges med 5 % om ugen. Slutmålet er ca. 7 - 9 km svømning om ugen, 200 km cykling om ugen og 2 gange løb om ugen, med de antal km som knæet kan holde til.

Opdatering den 1. november 2016, genoptræning med mange tilbagefald

Den 14. oktober 2016 løb jeg knap 7 km på en gennemsnitstid der hed 5.35 pr km. Det var den første løbetur, hvor jeg pressede mig selv. Jeg startede roligt op på 6.07 på første km og arbejdede km tiden ned, jeg sluttede sidste km tid på 5.12.

Lige pt. har jeg næsten daglige tilbagefald med atrieflimren, der varer fra 2 til 15 timer. Så derfor bliver det med fokus på pulsen når jeg træner, så jeg har styr på, hvornår jeg evt. træner med atrieflimren. Dette skal også ses i lyset af, at hvis jeg skal presse mig i løb eller på cykel, skal det være uden atrieflimren. Så længe der er atrieflimren, bliver der trænet stabilt og med kontinuerligt tempo.

Den 20. oktober 2016 fik jeg min 6. DC konvertering (stød i hjertet).

Den 27. oktober 2016 fik jeg min 7. DC konvertering (stød i hjertet).

Der er dog typisk 2 til 3 dages ro nu inden tilbagefald.

På trods af tilbagefald og DC Konverteringer, holder jeg mig til min træningsplan, og pt. er det 2 gange løb om ugen og min faste cykeltur om ugen, der pt. er på 63 km. I næste uge starter svømningen op en gang om ugen i de første 4 uger, derefter er det planen, at jeg skal op på 2 gange svømning.

Opdatering den 1. december 2016, træningen kører + mere medicin

Den 25. november 2016. Tja….Træningen fungerer fint, svømning, cykling og løb, er som det plejer, bortset fra udfordringen med den kunstige regulering af puls. Der har de sidste 25 dage, kun været 2 tilbagefald.

Den 28. november 2016, fik jeg min 8. D.C. konvertering (stød i hjertet). Derfor blev weekendens træning afviklet med atrieflimren.

På grund af de mange tilbagefald, bliver min medicin sat op til 150 mg, og det bliver lidt spændende at se, hvordan det påvirker min træning, om jeg overhovedet mærker nogen forskel.

Pt. ligger min træning på 65 km cykling om søndagen, 7 km løb om lørdagen og 2 km svømning om mandagen. ca hver 14 dag er der et mindre løb eller længere cykeltur. Oven i det cykler jeg 20 km alle hverdage når jeg skal til og fra arbejde.

Opdatering den 30. december 2017. Ny operation anbefales

Den 11.december 2016, min løbetræning i går virkede mere hård end normalt, det samme med cykeltræningen i dag, det føles som om kroppens maskinrum ikke skovler nok kul ind i forbrændingen. De næste par uger bliver derfor lidt spændende, om det nu er den ekstra pille jeg indtager, eller om jeg har ramt et par dårlige dage.

Den 16. december 2016 fik jeg min 9. D.C. konvertering (stød i hjertet).

Lægerne har anbefalet, at jeg skal have foretaget en radiofrekvensablation en gang til, sagt på en anden måde, jeg skal opereres igen. Det har jeg selvfølgelig sagt ja til, da tilbagefaldene trods alt er for hyppige.

Den 23. december 2016 løb jeg en marathon, det var meget hårdt arbejde, det er selvfølgelig en kombination af den manglende træning og de piller jeg får. Tidligere omtalte jeg, at mængden af min hjertemedicin var sat op. Hvis vi ser på historikken, fik jeg 150 mg Metoprololsuccinat før den første operation, nu får jeg 300 mg Metoprololsuccinat for at holde atrieflimren i skak.

29. december 2016. Den øgede medicin kan mærkes i træningen, jeg skal virkelig arbejde hårdt for at holde samme tempo, og her er der ikke tale om sprint, men om fx almindeligt løb på 5.30 pr. km. Så jeg ramte ikke et par dårlige dage, som omtalt tidligere, den øgede medicin gør en forskel.

Opdatering 5. februar 2017. Operation og genoptræning

Den 2. januar 2017 fik jeg min 10. D.C konvertering (stød i hjertet).

Har nu fået meddelelse om, at jeg skal opereres den 3. februar.

Den 12. januar 2017 fik jeg min 11. D.C. konvertering (stød i hjertet).

Den 20. januar 2017 fik jeg min 12. D.C. konvertering (stød i hjertet).

Hvis vi ser på træningen, er der ingen ændringer der, den kører stabilt, men jeg får selvfølgelig et afbræk efter operationen.

Den 3. februar 2017, operationen er overstået, nu er tiden inde til at se fremad igen, og dermed en ny plan for genoptræningen.

Min plan hedder:

Den 3. februar operationen.

Den 10. februar gå en mindre tur.

Den 11. februar cykle en mindre tur.

Den 12. februar cykle en længere tur ( 70 km).

Den 14. februar “løbe” en lille tur. (3 km).

Den 15., 16. og 17. februar gå en længere tur ( ca. en time).

Den 18. februar cykle og løbe. (50 min på MTB og 6 km løb).

Den 19. februar cykle en længere tur. ( 70 km).

Den 20. februar svøm 2 km.

Den 23. februar svøm 1500 meter og løb 3 km.

Den 26. februar “futte” Thy National Park Marathon over ca. 7 timer.

Det er planen, så må vi se, hvad der fungerer.

Opdatering ca. 4. marts 2017. Perfekt

Den 26. februar 2017. Der har ikke været tilbagefald siden operationen, og jeg holdt mig til genoptræningsplanen (næsten), svømningen blev afløst af en løbetur. Thy Trail Marathon var hård, men jeg kom igennem, og kunne løbe “lunte” hele vejen.

Næste trin i raketten handler om tålmodighed, for de 150 mg Metoprolol piller jeg indtager om dagen gør, at det stadig er meget hårdt at træne.

Skulle der ikke komme tilbagefald inden for de næste 14 dage, vil jeg tage kontakt til lægen og høre, om jeg må halvere Metoprolol pillerne til 75 mg.

Træningen får pause indtil den kommende weekend start den 4. marts.

En uges træning vil derefter hedde:

1 times mountainbike. 6 km løb.

75 km cykling.

2 km svømning.

3 km løb.

Cykle til og fra arbejde 5 hverdage 100 km i alt.

D. 25 marts marts cykle til Flensborg  ca. 110 km.

Løbe halvmarathon den 26. marts og cykle hjem ca. 110 km.

Opdatering den 27. marts 2017. Den rigtige vej

Den 10. april 2017. Stadig ingen atrieflimren og har aftalt med lægen, at de betablokkere jeg får, som hedder Metoprolol, skal trappes ned fra 150 mg til 75 mg over de næste 3 uger.

Min træning går stadig godt, selv om der er ca 6 til 7 kg ekstra at slæbe på. Jeg håber, at jeg stille og rolig kan få arbejdet disse ekstra kg væk, efterhånden som Metoprolol medicinen bliver faset ud samtidig med, at jeg øger træningen med 1 times tid i gennemsnit.

I sidste måned blev det registreret, at jeg generelt havde for højt blodtryk, noget der ellers har været helt normalt, så nu får jeg også 50mg Ancozan. Om det er en bivirkning af den anden medicin, eller om det er fordi kroppen har været på “overarbejde” eller om det ganske enkelt handler om, at jeg er på vej til de 58 år, ved jeg ikke, derfor bliver det spændende hvordan det går over tid.

17. marts 2017. Er nu nede på 100 mg Metoprolol og jeg synes det er lidt lettere at træne, en fornemmelse jeg håber, er rigtig. Er stadig uden atrieflimren, nu på 6. uge.

Den 27. marts 2017. Nu ned på det halve, altså 75 mg Metoprolol og kan godt mærke, at det er lidt lettere, at dyrke idræt, selv om de 75 mg stadig “låser” for, hvad kroppen kan præstere. Jeg er stadig uden atrieflimren, dog “springer” hjertet af og til et slag over, hvad det så betyder på den lange bane, kan jeg ikke gennemskue endnu.

Opdatering den 1. maj 2017. Fremgang

Den 3. april 2017. I går var jeg til Berlin Halvmarathon, løbet gik fint og der er stadig ingen atrieflimren, så alt er godt. Her ser vi min puls under løbet og betablokkerens virkning.

For et år siden (april 2016) løb jeg til sammenligning Berlin halvmarathon på under 2 timer, i år hedder det 2.20 timer, på 75 mg Metoprolol.  

Her ser vi effekten af 75 mg Metoprolol, efter ca. 1,7 km virker det som om kroppen opdager, at jeg er ude og løbe, og pulsen falder “her og nu” med 40 slag. Da jeg har 3 km tilbage, sætter jeg hastigheden op og kan presse pulsen op på ca. max 152 slag, derfra af skal der virkelig ske rigtig meget, hvis jeg skal have en højere puls, dette har jeg dog bevidst valgt ikke at gøre. Når jeg rammer 152 vælger jeg oftest at sætte den fysiske udfordring ned, så pulsen kommer under 150, på den måde føler jeg, at jeg udfordrer kroppen/hjertet på en fornuftig måde (dog uden at have belæg for rigtigheden).

Til sammenligning kan vi her se effekten af 150 mg Metoprolol, her er et fald på ca. 50 slag, efter ca. 1.7 km, gennemsnitspulsen er 117.

Forskellen på 150 mg og 75 mg Metoprolol er “kun” 20 slag i aktiv tilstand, men det føles som en voldsom forskel under aktiviteten. Jeg venter med spænding på hvordan det er uden, nu har forløbet snart taget et år, så man glemmer lidt, hvordan det var uden pillerne, selv om tiderne taler deres tydelige sprog.

Den 13. april 2017. I dag er det 68 dage siden, at jeg sidst havde atrieflimren, det er rekord siden jeg registrerede det første gang.

Den 27. april 2017. Der har været et par dage, hvor jeg har haft en lidt høj puls, ca. 10 til 15 slag over normalt, hvor pulsen har ligget på ca. 75 slag, dog i sinusrytme.

Den 1. maj 2017. Nu 92 dage uden atrieflimren.

Opdatering den 1. juni 2017. ID-Bånd og ud af Metoprolol medicinen

 Den 1. maj 2017 gik jeg ned på 50 mg Metoprolol.

 Den 6. maj 2017. I dag løb jeg for første gang siden maj 2016, den hurtigste gennemsnitstid over 21 km, på 5:55 pr. km til Lillebælt Halvmarathon.

Her ses pulsen med 50 mg Metoprolol til Lillebælt Halvmarathon

 

Den 9. maj 2017. I dag har jeg været til samtale på Odense Universitets Hospital og efter en kort undersøgelse, fik jeg at vide, at jeg fra dags dato, ikke mere skal tage Metoprolol…. Men, jeg skal stadig tage blodfortyndende medicin. Det krævede lige lidt betænkningstid fra min side, min første tanke var ikke at tage medicinen. Men efter lidt frem og tilbage, besluttede jeg mig for at tage den blodfortyndende medicin.

Når “systemet” (“hospitalets læger”) ønsker, at jeg skal blive ved, hænger det sammen med, at atrieflimren betragtes som en kronisk sygdom. Yderligere fik jeg, næsten på dagen for min anden ablation (operation), konstateret forhøjet blodtryk, det er der ikke helt styr på endnu. Så derfor kører jeg videre med det blodfortyndende medicin.

Et andet produkt jeg vælger at fortsætte med er Marevan, det kender jeg, jeg har ingen bivirkninger. De andre blodfortyndende produkter afsondrer medicinen gennem nyrerne, og så skal man til kontrol med det, så min tanke er hvorfor skifte.

Hvad vigtigst er, at Marevan er et middel der som nævnt er blodfortyndende,  også kaldet antikoagulationsbehandlende. Skulle jeg nu komme galt af sted under træningen, fx ved cykling, er det ved indre blødninger lidt lettere at neutralisere med en mod-medicin, så blodet størkner hurtigere, denne neutralisering skulle efter sigende være lidt vanskeligere, ved andre produkter.

Den 24. maj 2017. VIGTIGT:  Jeg har altid et ID-ARMBÅND på, når jeg træner, hvor mit medicinforbrug er beskrevet, og hvem der er min kontaktperson i tilfælde af et uheld. Ligeledes står der årsagen til medicinen, altså her står der:

NAVN: Jesper Carls CPR: XXXXXX-XX

KONTAKT PERSON:  XXXXX XXXXX TLF: +45 XX XX XX XX

MEDICIN: Marevan og Ancozan

MOD: Atrieflimren / atrial fibrillation / Herzstolpern.

LAND / COUNTRY: DK

Kan købes her.

Der følger labels med, når man køber ID-armbåndet, hvor man kan notere info. Info-labels holder dog ikke når det kommer i kontakt med vand. Derfor er det en god ide, at man laver et selv og laminerer det. Jeg har valgt dette bånd, da det er let løbende, at lave om på info.

På denne måde, forsøger jeg at klæde mig bedst mulig på i tilfælde af uheld.

 

Den 27. maj. 2017. Nu 118 dage uden atrieflimren.

--------------------------

Lige til sidst en kronologisk opstilling af puls og virkning med Metoprolol

150 mg Metoprolol gennemsnitspuls 117

75 mg Metoprolol gennemsnitspuls 137

50 mg Metoprolol gennemsnitspuls 148

0 mg Metoprolol gennemsnitspuls 153

Opdatering den 1. juli 2017 . Alt ved det gamle igen "næsten".

Den 4. juni 2017. Har lige deltaget i Xterra og selv om jeg ikke tager Metoprolol mere, synes jeg, at jeg stønner som en blæsebælg, dog skal det siges, at når jeg kan komme ind i et jævnt flow, så går det fint. Jeg ved ikke om der går et stykke tid, inden det er ude af systemet. Jeg tænker, svaret må være der om en måneds tid, så er det 2 måneder siden jeg stoppede med at indtage Metoprolol.

Hvis det ikke er ændret til den tid, må jeg se om det medicin jeg får mod forhøjet blodtryk spiller en rolle.

Min hvilepuls der tidligere lå på ca. 58 er blevet fortid, den ligger på ca. 70 nu, hvorfor ved jeg ikke, men jeg har læst flere steder, at det kan være et resultat af operationerne, altså radiofrekvensablation, der er foretaget 2 gange.

Den 22. juni 2017. Jeg er nu næsten tilbage i min “gamle” rytme, hvor vejrtrækningen er normal, som før og hvor trænings timerne er i den sædvanlige rytme. Træningen ser således ud:

  

Jan.

Feb.

Mar.

Apr.

Maj.

Jun.

Jul.

Aug.

Sep.

Okt.

Nov.

Dec.

L+C

 

T=5

L+C+S

 

T=6

L+C+S

 

T=7

L+C+

 

T=7

L+C+S

 

T=10

L+C+S

 

T=10

L+C+S

 

T=10

L+C+S

 

T=10

L+C+S

 

T=9

L+C

 

T=6

L+C

 

T=5

L+C

  

T=5

L = Løb    C = Cykling   S = Svømning  T = Timer pr. uge.

Timerne er inkl. deltagelse i arrangementer og kan variere alt efter årets aktiviteter. Fx er der i år 2018 planlagt en Ironman den 1. juni, hvilket betyder, at februar, marts og april bliver 10 timers træningsuger med svømning.

Den 30. juni 2017. Starten på aktiviteter er på normalt niveau nu, som før atrieflimren.

Derfor vil de fremtidige opdateringer, kun have antal dage uden atrieflimren. Der opdateres hver den 1.

Hvis situationen ændrer sig, genoptager jeg opdateringen.

 En lille detalje er dog værd at hæfte sig ved, når der står "næsten" normalt, så betyder det, at ved fx svømning skal der startes stille og rolig ud, for hvis jeg giver den "gas" fra starten af, kan jeg ikke få ro på min rytme, pulsen er høj og skaber dermed et dårligt iltindtag, jeg har måtte stoppe til et arrangemen hvor jeg kun nåede at svømme 300 meter, inden jeg valgt at udgå.

Det med den rolige start er også gældende for løb og cykling, men her kan man bare gå så langt ned i tempo, så der bliver styr på pulsen igen, denne mulighed er ikke til stede i svømning.

 

Netop med den oplevelse, har jeg valgt fremover ALTID at starte stille og rolig op i alle fysiske udfordrende aktiviteter. Jeg har ganske enkelt valgt, at hjertet skal "varmes" op stille og rolig.

Nu 1 år og 123 dage uden atrieflimren.

Opdateret den 1. juni 2018

Så tælles der forfra, men ikke helt på samme måde, jeg har den 8.juni 2018 konstateret atrieflimren ved lav puls på 63.

Jeg var til et Ironman stævne den 3. juni, hvor jeg måtte svømme langsomt, da jeg ikke var helt tilfreds med iltoptagelsen. Jeg tjekkede pulsen, alt virkede normalt, men følelsen af iltmangel var der, så jeg svømmede i en stille rytme, på cykelturen synes jeg det var hårdt de første 7 - 8 km, jeg holdt en tissepause, da jeg startede op igen fandt jeg en god rytme og resten af dagen forløb som den skulle. Måske har der været arytmi, men når arytmi er ved lav puls, er det svært at aflæse atrieflimren via pulsuret, da en puls på ca. 120 jo er ok under svømmeturen, så her bliver det nødvendigt med en “ny” regel: hvis jeg er til et arrangement, hvor der skal svømmes, skal jeg tjekke min puls lige inden start, ikke på uret, men med fingeren. Under svømmeturen tjekkede jeg min puls, men der var fokus på den hurtige rytme, som er ret tydelig, jeg synes det er lidt sværere at mærke arytmi ved langsom puls. Lad mig dog slutte denne del af med, at jeg ikke ved, om jeg havde atrieflimren denne dag.  

Så den 8.juni 2018 konstaterede jeg atrieflimren, denne gang varede det dog kun 2 dage og var arytmisk med puls 65. I dag den 10. juni 2018 er hjertet rytmisk med en puls på 63.

Den 9. juni 2018 (hvor jeg stadig havde arytmi) trænede jeg, jeg havde ingen følelse af iltmangel ved cykling og løb, dog syntes jeg, at jeg kunne høre min åndedræt lidt mere ved løb. Min svømning var også fin, her varmede jeg langsomt op i ca. 2 km, for derefter presse kroppen, uden at jeg havde en følelse af iltmangel, jeg gjorde det for at afprøve hvordan det ville føles, vi taler om en distance på 700 meter.

Opdateret den 1. juli 2018

Nu 21 dage uden atrieflimren.

Opdateret den 1. august 2018

Så vil jeg i en periode stoppe med at tælle dage uden atrieflimren, årsagen er ganske enkelt den, at jeg ca. hver 14 dag har en dag eller 2 med arytmi ved lav puls. Sidste gang var under et løb, hvor der samtidig var en del højdemeter på i Østrig, så det var grund nok til at jeg kunne mærke iltmangel af en sådan grad, at jeg måtte udgå af løbet.

Fordelen ved arytmi ved lav puls er, at der er meget lidt iltmangel under aktiviteten, så hvis jeg bare tager den med ro under fx svømning, er det muligt at gennemføre, løb og cykling kan også sagtens klares. Men hvis man så er i tynd luft, som fx løbet i Østrig (2700 højdemeter) ja så gør det en forskel. Det er en præmis jeg accepterer.

Jeg giver hele tiden min læge melding om min situation, dog undrer jeg mig over ikke at være sendt til nærmere undersøgelse, og hvis der ikke snart sker noget, må jeg vel presse på for en undersøgelse.

Opdateret den 1. november 2018

Jeg kom til almindelig helbredskontrol, hvor sygeplejersken tjekkede mit helbred, vi talte kort om min arytmi, og sygeplejersken noterede, det måske var en god ide at få kontrolleret mit hjerte. Lægen var enig, og jeg fik ret hurtigt et brev fra sygehuset, jeg skulle have påsat en R-tester den 25. september 2018, der optager arytmi. Problemet er, at der godt kan gå 3 uger eller 4 uger, andre gange går der 14 dage, inden arytmi viser sig, på denne måde kan udfordringen ikke ses.

Men lad os se, hvad målingerne viser, ulempen ved systemet er dog, at den ikke kan tåle sved, så hver gang jeg træner, skal den afmonteres. Jeg udfordrede den en enkelt gang og bar den under et marathonløb, tja….  Så gik den død sidst på turen, og så måtte den lille R-tester genoplives på sygehuset. 

Den 1. november 2018, jeg har lige modtaget resultatet fra målingerne med R- testeren, alt er som det skal være, men jeg bliver dog indkaldt til en MR skanning af hjertet, for at være helt sikker. Jeg har heller ikke haft en periode med arytmi, i den tid jeg har gået med R- testeren. Den sidste gang jeg selv registrerede arytmi var den 2. september 2018.  

Så set i det lys har jeg ikke haft atrieflimren i 59 dage. Så nu tæller jeg dagene, så ser vi hvor langt jeg kommer.

Opdateret den 1. december 2018

Nu 89 dage uden atrieflimren.

Opdateret den 1. januar 2019

Den 05.12.2018 så kom brevet fra MR skanningen af mit hjerte, som de skriver, “...kan glæde dig med, at undersøgelsen var helt normal.”, og “.....ekstraslagene på langtidsmonitoreringen anser vi således for at være ganske godartede og ikke behandlingskrævende”.

Det er jo en god melding, jeg må også sige at, der ikke har været hele dage med arytmi siden den 27. juli 2018.

 Brevet fra MR skanningen gør, at jeg fremover IKKE betragter en enkelt dag med arytmi som en udfordring, når der er så lang tid imellem. Dog tæller jeg dagene, da de jo er en udfordring på selve dagen, så derfor laver jeg 2 regnskaber i systemet som hedder:

NU XX dage uden atrieflimren (som nu igen tælles fra den 4. februar 2017).

og

XX hele enkelt dage med arytmi siden 4. februar 2017

I år har jeg desuden lagt flere træningstimer ind, så jeg i gennemsnit er fysisk aktiv i 11 timer om ugen, her taler vi om svømning, cykling, mountainbike, spinning, løb og vægttræning. Timerne fordeler sig således:

sædvanlige rytme. Træningen ser således ud:

  

Jan.

Feb.

Mar.

Apr.

Maj.

Jun.

Jul.

Aug.

Sep.

Okt.

Nov.

Dec.

L+C+S

G+M

 T=10

L+C+S

G+M

 T=10

L+C+S

 G+M

T=11

L+C+S

 G

T=11

L+C+S

T=12

L+C+S

T=12

L+C+S

 G

T=12

L+C+S

 G

T=12

L+C+S

T=12

L+C

 G+M

T=10

L+C

 G+M

T=10

L+C

 G+M 

T=10

L = Løb    G = Spinning C = Cykling M =  Mountainbike S = Svømning  T = Timer pr. uge.

fordeler sig således:

Spinning, mountainbike og cykling 6 / 7 timer om ugen.

 Løb 2,5 timer om ugen.

Svømning 1,5 timer om ugen.

Vægttræning 1 time om ugen.

Opdateret den 1. maj 2019

NU 2 år og 85 dage uden atrieflimren

15 hele enkelt dage med arytmi